I hvad der nok må betegnes som Garbos største præstation på film, får vi en vidunderlig sort/hvid fortælling om den temperamentsfulde og stærke men også romantisk ulykkelige svenske dronning fra 1600-tallet. De historiske kendsgerninger er ikke tilgodeset men det er det filmiske udtryk til gengæld og det er en oplevelse som holder sig usvækket igennem de mange år. Ved gensyn imponeres man af Garbos karismatiske udtryk der aldrig nåede samme intensitet igen, ikke engang i "Ninotchka", og man drages ind i den legende lethed hvormed Mamoulian fortæller den enkle historie, så den kommer til live på en ganske enestående måde. Det er en mindre klassiker.